Tryk på billede op i stor

DULFU på skolebænken

Glasfiber har i 2023 været en større udfordring når det kommer til reparation og syn af vores fly. Derfor har vi arrangeret kursus på TEC i Hvidovre hvor de uddanner flymekanikere. SAS flytekniker og strukturingeniør, Peter Wieghorst Nilsson var lærer på kurset hvor flykontrollanter og materielansvarlige sad på skolebænken. Formålet er at sikre at alle klubberne har nogle de kan tage fat i hvis der skal laves glasfiberreparationer eller man er i tvivl om noget kan godkendes ved et syn.

Gennem kurset måtte vi erkende at glas- og kulfiber er langt mere kompliceret at have med at gøre end træ, stof og metal. Vi gennemgik konstruktionsmetoderne og de muligheder der er for reparation. For flykontrollanterne er det særligt kontrollen der er fokus på. Måske står man med et importeret fly hvor man ikke kender hele historien og hvordan undersøger man det så? Banketeknikker, ultralyd mm. blev gennemgået. Der blev også vist eksempler på skader og hvordan man typisk skal kontroller det før og efter reparation.

Den vigtigste besked til vores UL kollegaer er nok at man skal starte med at kontakte en flykontrollant eller materielansvarlig inden man går i gang med en reparation. Det kan være noget mere kompliceret end det ser ud til og det er ærgerligt at lave et stort stykke arbejde hvis det senere hen ikke kan godkendes ved flysyn.

/materielchefen